Ke ya Botswana

Torsdag den 18-09
Vi fløj med SAS fra Kastrup kl. 15.55 til London Heathrow, hvor vi skiftede til South Africa Airways med afgang kl. 20.00 mod Johannesburg i Sydafrika.


Fredag den 19-09

Vi fik sovet lidt i flyet inden vi landede i Johannesburg kl. 07.00 . Vi skulle videre til Maun i Botswana  med Air Botswana kl.10.10, så der var tid til at kigge lidt på lufthavnen og få en kop kaffe inden vi gik til gaten. Vi var i Maun kl 11.50, hvor vi blev modtaget af en pilot fra Moremiair som skulle flyve os det sidste stykke ud i Okavangodeltaet til Little Kwara Camp.
På de 30 min. som flyveturen tog, så vi elefanter og flodheste i deltaet. Ved ankomsten til airstrippen blev vi modtaget af guiden Hobss som på køreturen til campen fortalte lidt om hvad vi kunne opleve i deltaet.
Ved ankomst til campen blev vi modtaget af chefen Lizzie og vi fik en drink, medens hun fortalte om hvad der var i campen og hvilke dyr vi kunne forvente at se.
Vi gik over til vores "telt" som var indrettet med entre, soveafdeling, garderobe, og badeafdeling med udendørsbruser og badekar, ialt ca 60 kvm.
Kl. 15.30 tog vi på vores første Game Drive med Hobss som guide og Kenneth som tracker. Vi så vortesvin og impalaer og en masse fugle inden Kenneth spottede en hunløve på den modsatte side af et vandhul, og da vi kom derover var der også to store hanløver. Vi var 5 meter fra dem da Hobss bakkede ned i stort hul og vi sad fast.
Vi måtte side og vente i 20 min indtil der kom en af de andre biler fra campen og kunne trække os fri, en spændende oplevelse med løverne så tæt på.
Vi kørte videre ud i bushen og så flere impalaer og nogle sjakaler inden vi stoppede og fik en Sundowner, jeg fik en stor Whisky og Alice fik kold hvidvin.
Vi kørte tilbage til løverne da det var blevet mørkt og spottede dem i lyset ca. 5 meter fra os, og bilen blev stoppet og lyset slukket og så ventede vi nogle få minutter inden løverne begyndte at brøle, en meget voldsom brølen der gav kuldegysninger selvom det var 28 grader varmt kl 20.00.
Vi kørte mod campen og så elefanter i lyset fra bilen og flere store ugler.
Vi fik en drink i baren inden vi spiste kl 21.30. Efter dinner gik vi til bålpladsen og fik en godnatdrink inden vi gik i seng kl 23.30.

Lørdag den 20-09
Vi hørte løver om natten og da vi stod op kl.06.00 gik der impalaer lige uden for teltet og bavianer klatrede rundt i træerne og sloges og lavede en masse larm.
Vi fik en kop the og noget majsgrød inden vi tog på Mokorotur i deltaet hvor vi så flodheste og krokodiller og en masse forskellige fugle og elefanter inde på land.
Vi skulle også på Game Drive, og da vi kørte forbi vores telt så vi friske løve og elefantspor, så de har gået 100 m fra vores telt. På driven så vi Impala, Tsessebe, Zebraer, Giraffer, Elefanter, Rød Lechwe og en masse fugle.
Tilbage i campen til Brunch kl. 10.30 og derefter er der siesta til kl. 15.30, da det er meget varmt midt på dagen ( mellem 35 og 40 grader).
Kl. 16.00 tog vi afsted på en motorbådstur på kanalerne i Okavangodeltaet hvor vi så en masse elefanter og mange fugle. Vi fik en sundowner ved et sted hvor der var en masse forskellige storkefugle der lå på rede, inden vi sejlede tilbage i mørket af de mange forskellige kanaler i deltaet.
På vejen tilbage så vi Impalaer, Zebraer og Elefanter.
Tilbage i campen gik vi i baren og fik et par drinks inden vi spiste dinner, og efter vi havde spist sang og dansede personalet for os. Vi gik til bålpladsen og fik nogle Amaryllaer og hvidvin inden vi gik i seng.

Søndag den 21-09
Vi skal flyve videre til den næste af Kwandos camps i dag, så vi stod tidligt op og pakkede, og medens vi pakkede gik der 2 elefanter lige uden for vores telt.
Efter the og majsgrød tog vi på Game Drive, efter at vi havde sagt farvel til Lizzie og Jeff. På driven så vi en meget stor bøffelflok, elefanter, impalaer, rød lechwe, kuduantilope, gnuer, krokodiller, vortesvin og flodheste foruden en masse fugle.
Vi blev kørt til airstrippen hvor vi tog afsked med Hobss og Kenneth, og vi fløj sammen med 3 canadiere som vi har været sammen med i de 2 dage vi har været i Little Kwara. Vi fløj i 40 min. til Selinda Camps airstrip da Lebala Camps airstrip er oversvømmet. På Selinda tog vi afsked med canadierne som skulle videre til Linyanti Camp, og vi blev modtaget af Tabo og Simon som skal være vores guide og tracker på Lebala. Der var 14 kilometer til Lebala Camp og det tog 1,5 time at køre derop, men vi så da en del dyr på turen, bla en struds med 12 unger, flodheste og en mongoose der havde taget en slange.
Ved ankomsten til Lebala blev vi modtaget af Tshabo, en meget sød pige som fortalte om campen. Vi fik en sen brunch inden vi blev fulgt ned til vores telt. Det er det sidste telt i campen og det ligger ud til et stort åbent område hvor der kommer elefanter. Alle teltene i Lebala er blevet fornyet for 3 mdr. siden og er meget flotte med en stor soveafdeling, garderobe, toilet, en kæmpe badeafdeling med 2 udendørsbrusere, dobbelt håndvask og emaljebadekar med løvefødder og der er også en stor terrasse.
Kl. 16.00 tog vi på game drive og vi så 2 geparder der havde dræbt en impala og nu var i gang med at æde den. Vi så flodheste, gnuer, vortesvin, rød lechwe, elefanter,serval, bat-eared ræv og fugle, inden vi fik en sundowner ved et vådområde hvor der gik mange dyr.
Vi fik lige pludselig travlt med at pakke sammen da Tabo havde set at der var løver på vej ned mod nogle impalaer ved vandet, men løverne havde opgivet jagten da vi kom derned, men vi så løverne på meget kort afstand stå og drikke ved vandet.
På vej tilbage mod campen sporede Simon en leopard som vi fulgte gennem bushen et stykke tid.
Tilbage i campen fik vi en drink i baren inden dinner, som til forret var avocado-lime suppe, hovedret var langtidsstegt beef med majsmos og grøntsager og chokolademouse til dessert.
Vi ville tidligt i seng så Tabo fulgte os ned til teltet, men inden måtte han jage 7 elefanter væk som stod på stien ned til teltet. Da vi lå i sengen kunne vi høre elefanterne flå i træerne lige uden for teltet, og på den anden side af teltet larmede flodhestene.

Mandag den 22-09
Vi blev vækket kl. 05.30 og det var meget koldt, så intet morgenbad, da bruserne jo er udendørs. Efter the og majsgrød tog vi på game drive og vi så en flok vilde hunde og nogle hyener ved et vandhul, senere på driven så vi elefantflokke, mange bøfler, gnuer og impalaer, der var flere af elefanterne der havde unger, så de var noget agresive og kom truende mod bilen men vendte om når de var 5-6 m fra bilen.
Vi var tilbage i campen kl. 10.00 til brunch og så var det tid og varmt nok til et brusebad. Vi slappede lidt af inden vi gik i poolen kl. 14.00, nu var luften 40C og det var 30C mere siden kl. var 06.00 om morgenen.
Kl. 15.30 var der the og kage inden vi tog på game drive igen. Vi kørte ud til vandhullet hvor vi havde set de vilde hunde om morgenen. De lå nu og døsede i skyggen af et akacietræ, og vi ventede nu på at de skulle begynde at jage, men der gik næsten en time inden de de brød op. Vi fulgte dem  i en time igennem bushen, men da det blev for mørkt sagde Tabo at de ikke ville jage mere, da vilde hunde ikke jager i mørket.
Vi kørte nu til et vandhul hvor der på den modsatte bred stod et kæmpestort Baobabtræ og fik en sen sundowner, medens vi kiggede på stjernehimlen over os, et meget smukt syn.
På vej hjem til campen så vi Kamæloner i flotte farver, flodheste der gik og græssede i mørket, medens ildfluerne dansede til lyden af tusindvis af klokkefrøer.
Tilbage i campen fik vi en drink i baren inden dinner som var spinatsalat, grillet kyllig og creme brüle. Da vi skulle ned til vores telt måtte Tabo først jage 3 flodheste væk inden vi kunne komme ind, og om natten hørte vi mange flodheste udenfor.

Tirsdag den 23-09
Vækning kl.05.30, the og grød kl.06.00 drive kl.06.30. Vi fulgte et gepard spor men måtte opgive da vi kom ind i en stor elefantflok. Vi kørte videre og så impalaer, kuduer, vortesvin, gnuer, mongoose, vervet aber og endnu en stor elefantflok som stod midt i sporet hvor vi skulle køre. Vi så også kæmpe fugleflokke som mørklagde himlen når de lettede.
Vi var tilbage til brunch kl. 10.15 og medens vi spiste gik der en stor elefantflok udenfor, og da vi kom ned til vores telt passerede den 50 meter væk, et meget imponerende syn.
Vi fik et bad og slappede af inden vi gik til poolen til lidt afkøling da det også denne dag var 40C varmt, og solen skinnede fra en skyfri himel.
Kl.16.00 var der the og kage inden game drive kl. 16.30. På drivet så vi 2 leoparder, giraffer, mange elefanter, impalaer, vortesvin, gnuer, 2 geparder og 1 genet. Vi fik en sundowner medens girafferne gik rundt lige ved side af.
Da vi kom tilbage fik vi den obligatoriske drink i baren inden det var tid til dinner.
Der var ingen dyr der skulle jages væk da vi skulle ned til vores telt, men vi hørte elefanter og flodheste om natten.

Onsdag den 24-09
Op kl.05.30 morgenthe og grød kl. 06.00 afsted på game drive kl. 06.30 med Tabo og en anden tracker. Vi skal til Lagoon Camp og bliver kørt til the Halfway Pond hvor der kommer en bil fra Lagoon og henter os. På turen så vi elefanter, giraffer, vortesvin, tsessbe, impalaer og en masse fugle.
Lagoon Camp er med kanvastelte og ikke nær så flot som de andre camps vi har været i. Vi fik vores telt og tog et bad inden vi gik op til brunch. bagefter slappede vi af og Alice fik sig en lille lur. Udsigten fra teltet er ganske flot ud over Kwandofloden og Namibia er lige ovre på den anden bred, 100m væk.
Kl.15.30 var der the og kage inden game drive hvor vi så elefanter, bøfler,giraffer, vilde hunde, pindsvin, hyener og honey badger plus en masse fugle.
Vi var tilbage kl. 20.00 til en drink, inden dinner kl. 21.00. Efter dinner gik vi i seng og sov godt, for det var kun frøerne der larmede.

Torsdag den 25-09
Som sædvanligt op kl. 05.30 inden the og grød og afsted kl. 06.30 ud til de store elefantflokke, giraffer, kuduer, zebraer, impalaer, bavianer og som noget nyt, sabel antiloper og roan antiloper.
Tilbage til brunch og et bad inden vi pakkede og kørte til airstrippen kl. 11.20 hvor vores fly kom kl. 11.50, og vi lettede kl. 12.00 og fløj til Kasane hvor vi landede kl. 12.50. Vi blev afhentet i airporten og kørt ned til Zambezifloden som vi skulle over for at komme til Zambia. Vi fik stemplet vores pas inden vi forlod Botswana og blev sejlet over floden i motorbåd. Så slap vi for færgen som vist ikke sejler særligt regelmæssigt. Vi havde set at der holdt lastbiler i en 3 kilometer lang kø, og jeg spurgte ham der sejlede os over hvor lang tid det ville vare inden den bil der holdt sidst i køen kom over, og han sagde at der ville gå ca 14 dage, så nu er vi færdige med at brokke os hvis vi skal vente en time i Rødby-Puttgarden.
Ved ankomst til Zambia stod der en fra Kwando Safaris og ventede på os, og han hjalp os med at få vores visa, som det tog meget kort tid at få, trods en masse mennesker og noget der lignede kaos. Vi måtte dog vente lidt på at komme ud fra toldområdet, men man har heller ikke travlt, når dem der skal lukke en ud står med skudklare maskinpistoler og en pisk.
På Zambia siden var køen af lastbiler kun 1 kilometer og ventetiden 3 dage. Vi blev nu kørt til Livingstone i Zambia og på vejen dertil så vi mange af de landsbyer som man har set på TV med lerklinede vægge og stråtag. I Livingstone skiftede vi til en anden bil og Abel som skal være vores guide, kørte os til Taita Falcon lodge som ligger meget smukt ved Batokaslugten med Zambezifloden flydende 200 m nede i slugten.
Vi ankom kl. 15.15 og fik vores chalet og pakkede ud og tog en duche, inden vi gik op i baren og fik øl og hvidvin, medens vi nød udsigten. Dinner var kl. 19.30 som vi spiste sammen med et australsk par da vi var de eneste gæster denne dag på lodgen. Vi gik til vores chalet og læste og slappede af inden vi gik i seng kl. 22.30

Fredag den 26-09
Vi fik morgenmad på terrasen med udsigt over slugten kl. 06.30 og Abel kom og hentede os og det australske par kl. 07.30. Vi kørte til Mukuni landsby og så hvordan de boede og vi fik forklaret lidt om livet i landsbyen. Vi besøgte en af de ældste i byen, Mrs. Mukula som var 88 år, det var meget primitivt, men der var da mange som havde en mobiltelefon, men el havde de ikke noget af, så telefonerne blev opladet ved solceller. Vi var i landsbyens Curioshop hvor vi købte nogle træfigurer efter at  have forhandlet prisen meget ned, men vi er vel alligevel blevet snydt.
Vi kørte nu ud til en park hvor de havde løver som vi kunne vandre sammen med, løverne var ikke tamme men de var vandt til mennesker, så vi kunne klappe dem og klø dem bag øret. Det  var en lidt dyr fornøjelse da det kostede 120$ per. person, men så har vi da prøvet at røre en løve.
Vi kørte nu til Victoria Falls og gik langs vandfaldet på Zambiasiden, der var ikke så meget vand i faldene da det er tørtid, men det var alligevel en imponerende oplevelse at se faldene som vi har læst så meget om.
Abel kørte os tilbage til Taita Falcon lodge hvor vi spiste lunch, inden han hentede os igen kl. 14.30 og kørte os til Livingstone hvor vi var på et museum der handlede meget om Livingstones rejser i Afrika.
Vi kørte nu ned til Zambezifloden hvor vi skulle på et Sundowner Cruise med African Queen, som er en flodbåd i gammel stil med mahognidæk og messing gelændre og store kurvestole på dækket, hvor jeg nød nogle store whiskysjusser og Alice fik kølig hvidvin medens vi så solen gå ned over floden og flodhestene pustede i vandet ved siden af båden.
Da vi kørte tilbage mod Taita Lodge i mørket kunne vi se et ildskær, og da vi kom derud var der Bushfire lige ved siden af lodgen, men de sagde at vi ikke skulle være bekymrede da de havde ilden under kontrol, selvom det ikke så sådan ud.
Vi spiste dinner kl. 19.30 på terrassen med en fantastisk udsigt til branden som så meget voldsom ud i mørket, og lyden var også meget høj, når ilden fik fat i den tørre bush.
Vi gik i seng kl. 22.00, men inden pakkede vi alt sammen, hvis vi nu skulle hurtigt afsted pga branden.

Lørdag den 27-09
Om morgenen var branden døet ud og vi spiste morgenmad kl. 07.30, og lige efter fik Knud dårlig mave og måtte hurtigt på toilet.
Abel hentede os kl. 08.30 da australierne skulle videre til Botswana kl. 09.00. Vi kørte til Curio markedet ved vandfaldene hvor vi købte lidt, men sikkert er blevet snydt igen, selvom vi fik prisen langt ned i forhold til den første pris de forlangte.
Kl.10.00 blev vi hentet af en anden bil og kørt til grænsen hvor vi først skulle have stemplet vores pas i Zambia, inden vi kørte videre over broen til Zimbabwes grænsepost, hvor vi skulle have visa og flere stempler før vi kunne komme ind i Zimbabwe. Vi byttede til en anden bil og kørte op til Victoria Falls Hotel en tur på 1 km. hvor vi ankom kl. 11.15. da vi havde fået værelset gik vi ned for at få lunch , men jeg kunne ikke spise noget, og måtte også skynde mig på toilettet og kaste op. Vi gik tilbage på værelset og jeg kastede op igen og fik det meget dårligt, så Alice måtte gå efter hjælp. der kom en tjener med suppe og vand , men jeg kunne ikke spise noget, så hotellets sygeplejerske kom, og jeg havde 38 i feber og en maveinfektion. Jeg fik nogle tabletetter og lidt frugt og en sukker/saltvandopløsning da jeg var meget dehydreret. Jeg fik det meget bedre og kunne da også sove nogenlunde godt.

Søndag den 28-09
Vi stod op kl. 06.30 og gik ned og spiste morgenmad kl. 07.30. Medens vi spiste kom sygeplejersken Mrs. Malkaba og Mr. Sindiso som er Guest Relations Officer og spurgte hvordan jeg havde det, så sig ikke at de ikke bekymrer sig om gæsterne.
Tilbage på værelset opdagede jeg at jeg havde glemt en lille taske med telefon, ladere, batterier til kamera, og ekstra brlller på Taita lodgen, så nu må vi se hvad vi kan gøre ved det.
Vi gik en tur ned til vandfaldet som var meget flottere her fra Zimbabwe siden. Vi gik helt ud til det der hedder Danger Point hvor man kan se lige ned i faldet, og der er ikke noget rækværk, det er lige 100m ned.
Tilbage på hotellet gik vi til poolen hvor vi var resten af dagen. Vi fik et par drinks i Stanleys bar inden vi spiste dinner på The Jungle Junction hvor der var optæden med lokal musik og dans. Vi gik i seng kl.23.00

Mandag den 29-09.
Spiste morgenmad kl. 07.30, og vi gik til poolen kl 09.00 hvor vi var hele dagen. Fik et par drinks i baren inden vi spiste dinner på Stanleys Terrace og i seng kl. 22.00

Tirsdag den 30-09
Hjemrejse. Pakkede efter morgenmad og blev hentet kl. 10.30 og kørt til Vic. Falls airport. Check-ind gik hurtigt og det samme med security. Afgang kl. 13.30 med ankomst i Johannesburg kl. 15.20. Efter check-ind handlede vi lidt inden vi gik op i Premier Airport Lounge hvor vi fik lidt at drikke og spise.
Afgang fra Joburg kl 19.10 mod Frankfurt hvor vi landede kl. 06.10

Onsdag den 01-10
Afgang fra Frankfurt med SAS kl.09.35 mod København hvor vi landede kl. 10.55. Vi fik vores bagage meget hurtigt og tog med toget kl. 11.35 og var hjemme i Havdrup kl.13.00.

Det har været en fantastisk tur med mange spændende oplevelser, og alt har kørt på skinner, så vi vil takke Limpopo Travel,  for en rigtig god og vel tilrettelagt tur.

Alice og Knud Jensen
Havdrup

PS: tasken jeg havde glemt på Taita Falcon lodge i Zambia fik jeg sendt hjem med DHL kurer