Gruss Gott
Sommerferie 2008

I år ville vi køre en tur til østrig da det er er et par år siden vi sidst har været der.


Lørdag den 12. juli
Vi kørte som sædvanlig fra Havdrup kl. 03.45 og tog med færgen fra Rødbyhavn kl. 05.15. Det gik med god fart og uden problemer sydpå og vi ankom til Dinkelsbühl i Bayern kl. 14.00 efter 912 km kørsel. Vi fik et værelse på Hotel Zum Koppen til 60. euro. Motorcyklen blev parkeret i gården, og vi skiftede mc-tøjet ud med noget mere behageligt tøj, og gik derefter en tur rundt i den hyggelige by, med de mange middelalderhuse. Vi fik noget godt øl ,og spiste aftensmad på Goldene Rose,  et meget hyggeligt sted. Efter maden gik vi en tur rundt om bymuren inden det var tid til at finde sengen efter en lang dag.

Søndag den 13 juli
Da vi stod op om morgenen var det begyndt at regne, og da vi kørte fra Dinkelsbühl kl 9 regnede det kraftigt og det forsatte det med hele dagen. Vi kørte ad landevej til Nördlingen, Günzburg, Mindelheim og til klostret Irsee hvor vi spiste frokost i deres Braugasthof, inden vi igen måtte ud i regnen for at køre videre til Oberammergau hvor vi ankom meget våde og kolde kl. 15.00 efter 260 km i øsregn.

Vi fandt et dejligt hotel midt i byen, hvor vi bestemte os for at blive til tirsdag, da vejrudsigten også lovede megen regn om mandagen. Oberammergau er en rigtig bayersk by med flotte huse med en masse blomster i altankasser, og mange af husene er dekoreret med store malerier på facaden. Vi drak et par øl, inden vi spiste på Gasthof Stern, og bagefter gik vi ned til Passionsteatret hvor vi fik lov til at kigge ind inden forestillingen. Vi gik tilbage til hotellet og fik en øl inden sengetid.

Mandag den 14. juli
Det regnede endnu mere i dag, så det var godt at vi havde bestemt os til at blive i Oberammergau en ekstra dag, så vi kunne få tørret vores tøj ved flittigt brug af håndklæderadiatoren og gulvvarmen på badeværelset på hotellet.
Efter et godt tysk morgenbord tog vi regntøjet på og gik en lang tur op til Natokasernen som ligger lidt uden for byen. Vi gik tilbage til hotellet efter frokost og så Tour de France på TV, inden vi tog på gasthof og fik en øl før vi spiste på Theatercafe.
Da vi havde spist var det blevet tørvejr, så vi gik en tur langs floden Ammer inden vi fik en godnatøl på en kneipe.

Tirsdag den 15. juli
Solen skinnede da vi stod op, og efter et solidt morgenmåltid pakkede vi og tog vores tørre tøj på, og kl. 8.30 kørte vi fra Oberammergau til Garmich, Mittenwald og Seefeld hvor vi så at temperaturen kun var 12 grader, så det var ikke så underligt at vi småfrøs.
Da vi kom til Innsbruck var det blevet noget varmere så nu blev det behageligt at køre MC igen. Vi kørte til St.Johan in Tirol hvor vi fik en kop kaffe på en cafe på torvet, og nu var det blevet så varmt at vi kunne sidde udenfor.
Vi kørte over Griesenpass til Saalfelden, og derfra til Zell am See og til Kaprun hvor vi ankom kl. 13.00 efter 250 km. kørsel.
Vi spiste frokost inden vi gik op til Annelies Daxer som vi havde boet hos da vi var i Kaprun i 2001. Hun havde et ledigt værelse, så vi bestemte os for at blive en uge i Kaprun, så vi kunne få vandret i det skønne område.
Resten af dagen gik med afslapning og hygge med besøg på de gammelkendte lokaliteter og indtagelse af lidt godt til ganen og maven på Gasthof Mitteregger.




Onsdag den 16. juli
Flot vejr fra morgenstunden, og vejrudsigten sagde sol og skyfri himmel hele dagen, så vi besluttede at vi ville tage op til vandkraftsøerne i 2040 m højde og derfra vandre til Heinrich Schwaiger Haus i 2802 m højde, en tur der ville tage 5 timer frem og tilbage.
Annelies sagde at det havde sneet meget deroppe om søndagen, så vi skulle vende om hvis vi kom op til nysneen.
Vi tog motorcyklen til Kesselfall, hvor vi skiftede til en bus som kørte op til dæmningssøerne hvor vores vandretur skulle starte. Fra bussens holdeplads gik vi over de 2 dæmninger inden vi begyndte vandreturen af en meget stejl og smal sti. Der var en meget flot udsigt over mod Kitzsteinhorn, så vi stoppede flere gange op og nød udsigten. Vandreturen gik meget fint i begyndelsen, men som vi kom højere op, begyndte der at komme mere sne på stien, og da solen smeltede sneen blev det meget glat, og vi gled flere gange en meter baglæns, og  brugte mange kræfter på at holde balancen, så da vi manglede ca. 100 højdemeter til hytten blev vi enige om at vende om da det var for farligt på den stejle klippeskråning med 600 m frit fald ned.
Efter meget besvær kom vi ned igen og kunne hvile os inden vi tog bussen tilbage til Kesselfall, så vi må have Heinrich Schwaiger hytten til gode til en anden gang.
Tilbage i Kaprun fik vi et bad inden vi gik ned på torvet til Pavillon hvor vi noget køligt hvidvin. Vi spiste aftensmad på Gasthof Orgler, og gik tilbage til Pavillon hvor vi fik vores godnatdrink.

Torsdag den 17.juli
Det regnede da vi vågnede ved 7 tiden, så vi valgte at tage en tur til Zell am See efter at vi havde spist morgenmad hos Annelies. Vi tog bussen fra Kaprun ind til Zell am See, en tur på 20 min. Vi gik rundt i byen og så på forretninger og var også en tur nede på søpromenaden, hvor vi fik en kop kaffe i en pause mellem bygerne så vi kunne siden udenfor.
Vi spiste senere frokost på Gasthof Steinerwirt hvor Alice fik Tiroler Gröstl og Knud fik Bauernbratl med et godt glas øl til.
Vi tog bussen tilbage til Kaprun kl 16 og gik ned i supermarkedet og købte 2 flasker hvidvin som vi sad og nød på vores terrasse da det nu var blevet tørvejr og sol.
Vi spiste en lækker middag på Dorfkrug inden vi gik tilbage til værelset og nød det sidste af vinen medens solen gik ned.

Fredag den 18.juli
Regn fra morgenstunden, men det forhindrede os ikke i at vandre fra Kaprun og op til Maiskogel en tur på 3 timer og 760 højdemeter i silende regn og på mudrede stejle stier. Vi spiste frokost på Maiskogelalm inden vi tog svævebanen ned til byen igen, og nu var vejret blevet meget bedre så vi kunne side udendørs på Dorfkrug og få et glas køligt hvidvin, inden vi gik hjem til vores værelse for at vaske det værste mudder af vores tøj og støvler.
Aftensmaden indtog vi på Waidmannsheil, et meget hyggeligt sted med god mad til rimelige priser, så det var der vi spiste de fleste gange i den uge vi var i Kaprun. Det regnede meget da vi gik fra Waidmannsheil så vi måtte lige holde en drikkepause på Hilbergers inden vi gik det sidste stykke hjem.



Lørdag den 19.juli
Solen skinnede fra en skyfri himmel, så efter morgenmaden kørte vi til Salzburgring hvor der var classic motorcykelrace. Det var en flot tur i det gode vejr og da vi kom til Salzburgring kl 10 var det meget varmt så det var godt at vi havde taget skiftetøj med, så vi ikke skulle gå rundt i det varme mc tøj men kunne nyde solen og racet i t-shirt og shorts, der var mange flotte maskiner og der var også en del af de gamle verdensmestre der kørte opvisning. Giacomo Agostino, Dieter Braun og Rodney Gould for at nævne et par stykker. Vi mødte også Svend Anderson fra Århus som kører for Yamaha Classic Racing Team sammen med de 3 gamle mestre som jeg lige har nævnt.
Kl. 17 kørte vi tilbage til Kaprun i det flotteste solskinsvejr, og så er det jo en fornøjelse at køre motorcykel. Vi havde kørt 218 km da vi parkerede hos Annelies kl 18.30, og efter et bad gik vi ned til Hilbergers og spiste en meget lækker middag som var svinemedaillon og dertil en skøn Riesling, og til dessert chokolademousse og bagefter kaffe med Baileys og pæresnaps, så vi lå godt til i køjen denne aften.

Søndag den 20.juli
Det var overskyet men tørt, så efter morgenmaden gik vi en tur ud til dalstationen for svævebanen til Maiskogel og derfra af en sti med udsigt over Kaprun til Guggenbichl hvor vi fik Weissbier og hvidvin inden vi spiste frokost og fik mere øl og vin. Vi gik videre op i skoven og derfra ned mod Burg Kaprun hvorefter vi fulgte asfaltvejen ned til byen. Det var nu blevet meget varmt, så vi gik op til vores værelse og skiftede til sommertøjet inden vi gik ned på torvet til Pavillon og spiste en dejlig stor is, og fik bagefter noget kølig hvidvin. Vi sad og nød det et par timer, men så begyndte det at regne og tordne, så vi gik hjem på værelset og slappede af inden vi gik ned på Waidmannsheil og spiste aftensmad. Tilbage på værelset drak vi lidt hvidvin ude på terrassen, men det blev hurtigt for koldt at sidde ude, så vi puttede os godt under dynen for at få varmen.

Mandag den 21.juli
Det er vores sidste dag i Kaprun og vejret er tåge og regn, men noget skal vi jo lave, så vi tog bussen op til Gletscherbanen og købte billet til mellemstationen Langwied i 1976 m højde. Det var tåge hele turen derop, og da vi kom ud fra stationen regnede det kraftigt, men vi besluttede os for at gå en tur ned til Salzburgerhütte som ligger 100m lavere end Langwied og derfra tilbage til mellemstationen, en tur på ca. 1 time. Efter ca. 15 min begyndte det at sne, men det var hurtigt overstået og nu klarede det en smule op så vi kunne se hvor vi var. Det regnede dog stadigvæk, så det var nogle våde og mudrede vandrere der trådte ind på Häuslalm for at få lidt at spise og drikke og ikke mindst varmen.
Vi tog svævebanen ned, og gik tilbage til Kaprun langs med floden og ned gennem kløften Sigmund Thun Klamm, en tur på 2 timer. Vi var meget kolde og våde, så det var dejligt med et varmt bad og noget tørt tøj, inden vi gik ned på Pavillon og fik vores eftermiddags øl.
Aftensmaden blev igen indtaget på vores stamgasthof Waidmannsheil.

Tirsdag den 22.juli
Efter en uge i Kaprun var det nu tid til at komme videre nordpå, så vi pakkede og sagde farvel til Annelies og kl. 8.45 kørte vi ud i regnen, som blev mere og mere kraftig i løbet af formiddagen. Vi kørte til Lammertal og over pas Gschütt hvor det kun var 11c varmt og videre til Bad Ischl og Ebensee og langs med Traunsee hvor der var flere tunneler, det var rart at komme ind i en tunnel da der var tørt og varmt, men ude igen stod regnen ned i tove. Det blev først tørvejr efter vi havde passeret Vöclabruck i Oberösterreich på vejen mod Ried im Innkreis hvor vi kørte på motorvejen mod Passau i Tyskland. Vi var næsten tørre da der kom en meget kraftig byge ca. 10 km før Passau, så det var et par våde motorcyklister der ankom til Passau kl. 13 efter 270 km i regnvejr.
Vi fandt et dejligt hotel Weisser Hase, lige ved gågaden  hvor vi bookede os ind med 2 overnatninger,og der var en fin kældergarage hvor motorcyklen kunne stå varmt og tørt. Efter vi havde båret bagagen op på værelset fik vi et varmt bad og skiftede til noget tørt tøj, inden vi gik ned i byen for at få noget frokost, da det var blevet lidt sent spiste vi på Wienerwald hvor vi fik en Chicken Burger. Vi gik nu i tørvejr rundt i den flotte by og ud til stedet hvor Donau og Inn flyder sammen. Vi var også inde på et par kneiper og få noget godt øl, inden vi endte på Bayrischer Löwe,  hvor vi spiste aftensmad og drak Schwarzbier inden det var tid til at finde hotellet og den varme seng.

Onsdag den 23.juli
Solen skinnede da vi stod op, så det tegnede til en flot dag i Passau. Vi gik ned i morgenmadsrestauranten, og der var alt hvad hjertet og maven kunne begære, så det var et par mætte turister der gik fra hotellet kl. 9.00. Vi gik ned til Innfloden og fulgte promenaden rundt til Donaufloden inden vi gik op i Altstadt og til domkirken og de små hyggelige stræder. Alice ville kigge lidt på forretninger så jeg fandt en cafe hvor jeg kunne få noget dunkelbier medens jeg ventede på fruen. Det var fint vejr så jeg kunne sidde udenfor og følge med i livet på torvet, så det gjorde ikke noget at det tog lidt tid før Alice kom tilbage, det krævede bare en øl mere i ventetiden.
Frokosten spiste vi på Peschl terrasse med en dejlig udsigt over Donau og alle udflugtsbådene der lagde til lige neden for terrassen.Medens vi spiste blev vi enige om at tage en tur ned af Donau med en af bådene om eftermiddagen.
Nede ved floden købte vi billet til Grose Rundfahrt på 2 timer med afgang kl. 13.45. Vi købte vin og øl ombord som vi nød medens MS Gisela sejlede ned ad floden til Kasten i Østrig og tilbage til Passau igen. Efter landgang gik vi i Ratskeller og drak en øl inden vi gik tilbage på hotellet for at slappe lidt af.
Kl. 19.00 gik vi ned til Altes Brauhaus på Römerplatz hvor vi spiste aftensmad, det var en rigtig hyggelig gammeldags tysk Gaststätte med sund og bastant mad og dertil noget dunkelbier, så det krævede en rask travetur rundt i byen for at fordøje dette måltid, inden vi satte os på Cafe Fi-ona på Heuwinkel og  Knud fik dagens 2 sidste dunkelbier og Alice 2 glas hvidvin. Klokken var nu blevet 23.00, men vi kunne sidde udenfor i den lune sommeraften og nyde det, inden vi gik tilbage til værelset på hotel Weisser-Hase hvor vi  hurtigt faldt i søvn.

Torsdag den 24.juli
Vi stod tidligt op og pakkede så vi kunne komme afsted fra Passau lige efter morgenmaden. Der var afgang kl. 7.30 i overskyet men tørt vejr, og vi kom hurtigt ud på motorvej A3 mod Regensburg og videre til Nürnberg og mod Würzburg hvor vi drejede nordpå ad A7, forbi Kassel, Göttingen og Hannover.Det blev mere og mere varmt jo længere nordpå vi kom og solen skinnde også hele tiden.  Vi kørte fra motorvejen ved Soltau nord og kørte til Bispingen hvor vi  ville have en overnatning hos Rieckmanns Gasthof, som vi så mange gange har gjort, men alt var optaget, så vi kørte videre til Amelinghausen og fik et værelse til 68 euro på Gasthaus Fehlhaber, et lidt slidt hotel, men ok til prisen. Vi havde dog ikke lyst til at spise der, så vi gik en tur og fandt et hyggeligt sted; Landgasthaus Niedersachsen; hvor vi fik et udmærket måltid og noget dunkelbier.
Det blev til en enkelt øl mere på Fehlhaber inden det var sengetid efter en dag hvor vi havde kørt 808 km.

Fredag den 25.juli
Efter noget kedelig morgenmad kørte vi fra Amelinghausen kl 8.00 mod Puttgarden, hvor vi kom med færgen kl. 11.15. Fra Rødbyhavn kørte vi til Marielyst for at hilse på Carl og Jytte som var i sommerhus og vi fik frokost hos dem, inden vi kørte det sidste stykke vej hjem til Havdrup hvor vi var kl. 17.00 og 398 km.

Vi fik kørt 3136 km på denne tur.