 |
 |
|
 |
 |
Rejsedagbog
Africa Lives in me
Efter vores tur til Botswana, Zambia og Zimbabwe i september 2008 troede vi, at vi aldrig kom til Afrika mere, men der skulle ikke gå mere end et år, før vi igen begyndte at planlægge en tur til det Afrikanske kontinent. Denne gang bestemte vi, at vi ville have vores barnebarn, Claes med, han ville på afrejsetidspunktet være 8 år og han er meget glad for dyr og naturen. Turen blev planlagt til at foregå i uge 42 og 43 i 2010, således at Claes kun skulle have en uge fri fra skolen, da uge 42 er i efterårsferien. Efter at have undesøgt mange muligheder faldt valget på Sydafrika og Balule River Camp, som er dansk ejet og med dansk campbestyrer. Balule River Camp ligger i Limpopo provinsen ved Olifants River i Balule reservatet, som er en del af Greater Kruger Nationalpark. Der er ikke hegn mellem Balule og selve Krugerparken, så dyrene kan vandre uhindret mellem områderne.
REJSEBESKRIVELSE
Torsdag den 14/10 Nina og Erik kørte os til Kastrup kl 14.30 og efter check ind var det tid til at Claes skulle sige farvel til far og mor.17 dage uden far og mor er lang tid når man er 8 år men med alt det spændende der venter forude har man ikke tid til at tænke så meget på det. Efter sikkerhedskontrollen havde vi god tid inden vores flyafgang kl 17.05 med Lufthansa LH3075 Boing 737-500 til Frankfurt med ankomst kl. 18.35. Vi skulle flyve fra Frankfurt kl 20.45 til Johannesburg med South African Airways SA261 Airbus A340-600, så vi havde tid til at få os ein Bier und eine Cola inden boarding. Vi landede i Johannesburg kl 06.50: Vi fik sovet lidt i flyet, dog sov Claes fra kl 23.00 til 5.00 så han var rimeligt frisk i modsætning til hans gamle bedsteforældre der var noget matte efter flyveturen.
Fredag den 15/10 Fra Johannesburg skulle vi flyve videre til Phalaborwa med South African Airlink SA8853 BA Jetstream 41 kl 10.40 med ankomst i Phalaborwa kl 11.50, så vi havde god tid til at få lidt at drikke og se lidt på indenrigslufhavnen i Johannesburg. I flyet var der plads til 30 passagerer og vi var 25 hvoraf de 15 skulle til Balule River camp. På turen til Phalaborwa var der meget turbulens grundet en masse tordenskyer som vi fløj lige igennem, det lille turbopropfly slingrede og hoppede voldsomt så det var rart da vi satte hjulene på landingsbanen, men det var ikke rart da vi kom ud af flyet, for det var kun 18 grader varmt og blæsende, ikke lige det man forbinder med Afrika i oktober. I lufthavnen blev vi modtaget af Kerstin, Edward og Jonahtan fra Balule. Vi kørte med Jonahtan på den ca 1 time lange tur til Balule. Der er 44 km fra Phalaborwa ad asfaltvej inden man drejer ud af 13 km grus-skærve-hullet vej "Balule Highway" til campen. De 13 km tager det 22 minutter at køre og der er kun denne vej ud fra campen, så vi får kørt der nogle gange i løbet af 14 dage vi er i Balule. Vi så giraffer, elefanter og gnuer på turen ud til campen og ude ved campen så vi vortesvin og marekatte. Vi blev modtaget af campbestyreren Jesper Kehlet og fik vores værelser, Knud fik et værelse og Alice og Claes fik et værelse sammen. Det var lækre værelser med udsigt over Olifants River. Der var frokost kl 14.00 og bagefter gik vi en tur rundt i campen, men det blæste så vi gik ned til værelserne og slappede af efter den lange rejse. Kl 19.00 gik vi over til Main House og fik en drink inden dinner som var grøntsagssuppe til forret, og med en lækker oksefilet som hovedret og desserten var nøddekage med is. Vi gik i seng meget trætte kl 21.30 efter en meget lang dag.
Lørdag den 16/10 Vi stod op kl. 6.30 til flot vejr med solskin og 22 grader. Vi fik et let morgenmåltid kl 7.00 inden vi kørte på game drive i Balule reservatet kl 7.30, hvor vi så vortesvin, steinbok, zebra, gnu, impala, kudu, giraf og elefant. Vi var tilbage kl 9.30 til et stort morgenbord. Efter morgenmaden gik Claes og Alice i poolen og Knud gik ned til dækket ved floden og drak en kold øl, og nød naturen og elefanterne på den anden side af floden. Der var også en krokodille ca 75-90cm lang. Da vi spiste frokost kl 13.30 gik 2 af elefanterne over floden til campen og fortsatte helt op til hytterne, hvor de stod og spiste af nogle træer, inden de forsvandt igen. Det var nu blevet 24 grader varmt og det var dagens højeste teperatur. Vi kørte på game drive igen kl 16.00 hvor vi så flere elefanter, impalaer, gnuer, zebraer og dertil så vi også vandbukke og dykkerantilope. Ved solnedgang kl 18.00 holdt vi ved en klippetop med udsigt over bushen og fik en sundowner, en dejlig mørk rom og cola, men kun en cola til Claes. Vi var tilbage kl 19.00 til den obligatoriske drink inden middagen som var carpaccio til forret, spareribs og til dessert fik vi fødselsdagskage da en af de andre gæster , Søren, havde fødselsdag. Til maden drak vi en god sydafrikansk hvidvin, og Balule har et alsidigt vinkort med et stort udvalg af gode sydafrikanske rød- og hvidvine. Vi gik i seng kl 22.00 da vi skal tidligt op i morgen.
Søndag den 17/10 Selvom det er søndag er det ikke noget med at sove længe, vi blev vækket kl 4.00 for i dag er der heldagstur til Krugerparken. Efter en kop kaffe og et glas juice kørte vi kl 4.45 i Balules Range Rovere til Orpen Gate i Kruger, hvor vi var kl 6.00 og der ventede Jonahtan og Edward med Balules åbne biler. Vi skiftede over til de åbne og kørte ind i parken. Det var en kølig morgen med blæst fra sydøst, og det blev koldere og koldere, så vi var pakket godt ind i tæpper den første time indtil solen havde varmet det hele lidt op og vi skiftede retning mod nord, så vi fik vinden mest i ryggen. Men alle i bilen var enige om at det var bedre at fryse lidt end at side i en minibus,som vi så mange af, og ikke kunne se ret meget. Vi havde en pause ved Satara Rest Camp, inden vi kørte Offroad på Managa Adventure Trail, som er en 50 km lang tur. Der kan kun komme 6 biler om dagen på offroad og vi var 3 biler fra Balule, så Kerstin og Nelson var kørt i forvejen til Satara hvor de skulle have tilladelserne til offroad. Det var meget spændende at dreje ud i bushen og bare følge et sandet spor og se de store dyreflokke som vi passerede.. Vi holdt ved et vandingssted og spiste morgenmad, efter vi havde fået et glas champagne, og mens vi spiste vandrede der en meget stor gnuflok forbi os. Efter de 50 km offroad holdt vi frokostpause ved Timbavati picnicplads, inden turen gik videre rundt i Kruger parken. Vi var tilbage ved Orpen Gate kl 17.00 efter en tur på på 180 km rundt i Kruger. Kruger parken er 350 km lang og 60 km bred, og der er 850 km asfaltveje og 1444 km grusveje, så det er kun en meget lille del af parken vi har set. I dag så vi af nye dyr: løver, vilde hunde, store krokodiller, flodheste, hyener, bøfler, struds, skildpadde og jordegern, en masse forskellige fugle og selvfølgelig, elefanter, giraffer, zebraer, gnuer, impalaer, kuduer og vortesvin. Vi var tilbage i Balule kl 18.30 og efter et hurtigt bad var det tid til drinks inden dinner som denne gang er i Bomaen, altså udendørs, da vejret nu er meget bedre med 28 grader Vi fik laks med melon, grillede lammekoteletter, og noget der blev kaldt mælkekage. Vi gik først i seng kl 22.00 da vi ikke skal så tidligt op i morgen.
Mandag den 18/10 Vi sov længe og stod først op kl 8.00, og efter et bad spiste vi brunch kl 9.00. Efter at vi havde nydt den dejlige brunch ville vi gå ned til poolen, men vi måtte lige vente på at en elefant fjernede sig fra poolområdet. Mens vi lå ved poolen gik der vortesvin og græssede lige ved siden af. Kl 13.30 kørte vi til Phalaborwa da vi skulle på flodsafari på Olifants River, men inden da kørte vi vi ud og så mineområdet som er kæmpestort. Der bliver brudt kobber og fosfor, og der er store fabrikker der behandler det inden det bliver sendt videre ud i verden. På sejlturen ned ad floden så vi krokodiller, elefanter, flodheste og giraffer foruden en masse forskellige fugle, mens vi nød lidt snack og noget kølig hvidvin. Båden sejlede hen over en flok flodheste og en af dem rejste sig op så det gav et et ordentligt bump i båden. Vi sejlede til solen gik ned ved 18 tiden og var tilbage i campen kl 19.00 til middag i Bomaen som i dag var Impalastuvning og til dessert pære med karamelsovs og dertil en god flaske vin. I dag nåede temperaturen op på 30 grader, så nu er det ved at være rigtig Afrikavarmt. Vi gik i seng kl 21.00 da vi skal tidligt op i morgen.
Tirsdag den 19/10 Claes og Knud stod op kl 3.30 mens Alice sov til kl 7.00. Kl 3.45 kørte vi med Jonahtan til 15 km vest for Hoedspruit ,hvor vi skulle flyve i varmluftballon. Vi var derude kl 4.45 hvor de var i fuld gang med at komme luft i ballonen. Vi fik lidt at drikke inden det var tid til afgang kl 5.05. Det var en fantastisk tur i helt perfekt vejr med en flot solopgang , og et flot panorama mod Drakensbjerge, og et kik til flere dyr på jorden, vi så bla en en flok på 13 giraffer og nogle gnuer. Vi fløj over Blyde River og da vi kom til nogle store appelsinplantager fløj ballonskipperen ned i plantagen, så bunden af kurven skrabede hen over appelsintræerne som er ca 4 m høje. Landingen foregik helt stille, vi kunne næsten ikke mærke at kurven ramte jorden, så efter en times flyvning kunne vi nyde et glas champagne og en cola inden vi fik overrakt nogle fine certifikater som bevis på at vi har fløjet i ballon i Afrika. Vi var tilbage i Balule River Camp kl 8.00 til morgenmad og efter maden gik vi i poolen og fik en dukkert, inden Claes og Knud sov en time inden vi skulle have frokost kl 13.30. Kl 14.30 kørte vi til Tshukudu Game Reserve hvor vi skulle på game drive. På denne tur så vi af nye dyr: dværgmangust, kæmpegalago og krathare. Vi kom helt tæt på en stor flok bøfler og vi holdt midt inde i flokken af ca 75 bøfler inden vi kørte videre ned til et vandhul hvor der gik 4 store næsehorn. Rangeren kørte over på den anden side af vandhullet og der holdt vi og ventede mens næsehornene kom nærmere og nærmere bilen, de var 2 til 3 meter fra bilen og var åbenbart ligeglade med at vi holdt der, så vi fik taget nogle fine nærbilleder af de flotte dyr. Vi fik en sundowner, mørk rom og cola uhm, ved et vandhul hvor der var 4 flodheste inden vi kørte tilbage til Balule hvor vi var kl 20.00 til spisning i Bomaen som denne aften var lækker kylling med div tilbehør. Det begyndte at regne inden dessert, så vi gik ind og fik kaffe og fødselsdagskage da en ef de andre gæster; Helle; har fødselsdag. Vi gik i seng kl 21.30 efter en meget lang og varm dag, da temperaturen nu er nået op på 35 grader.
Onsdag den 20/10 Vi stod op kl 6.30 og sad og nød det gode vejr på vores terrasse indtil vi skulle have morgenmad kl 7.30. Kl 8.00 kørte vi i de to Range Rovere med Edward og Jonahtan som guider til Drakensbjergene. Vi kørte igennem Strydom tunnel og over Abel Erasmus Pass inden vi kom til udsigtspunktet ved The Three Rondavels, runde bjergtoppe som ligner de traditionelle runde og stråtækte afrikanske hytter. Der er en flot udsigt over Blyde River Canyon som er den tredjestørste canyon i verden med et kig til floden 600 meter nede i dybet. Lidt længere mod syd kom vi til Bourkes Luck Potholes hvor vandet har formet landskabet i dybe grydelignende huller. Vi holdt også ved det 100 meter høje Lisbon vandfald inden vi kom til Graskop hvor vi skulle spise frokost. Graskop er kendt for pandekager, så vi skulle på Harries Pancakes og spise, vi fik først madpandekager med forskelligt fyld, men da nogle af os bestilte dessertpandekager gik der helt rod i det og vi fik alt for mange pandekager, så vi måtte efterlade en 3-4 pandekager da alle var meget mætte. Efter maden var der en times tid til at shoppe i Graskop. Vi købte en træfigur og en flettet kurv, og Claes købte et armbånd af elefanthår til sin mor, og en træmaske til sig selv. Vi kørte fra Graskop kl 15.00 og på vejen mod Hoedspruit kørte vi igennem en masse store townships. Et township er et område hvor den fattige sorte befolkning bor. Vi var tilbage i Balule kl 17.00, hvor Claes og de andre børn hoppede i poolen, mens vi slappede af på vores terrasse inden middagen som var lammekølle og til dessert fik vi et stykke vandmelon med en isterning på, en meget nem og ikke fedende dessert. Alice og Claes gik i seng kl 21.30 mens Knud sad i bomaen og drak god rødvin sammen med Jesper, Lars og Bjarne indtil kl 23.00. I dag har det været 35 grader, dog lidt køligere i bjergene.
Torsdag den 21/10 Vi stod op kl 5.30 og kørte kl 6.00. De voksne skulle på bushwalk og børnene på game drive, men det var kun Claes der tog på game drive med Jonahtan som guide og Kerstin som tolk. Vi andre gik på bush walk sammen med en riffelbevæbnet ranger der hed Mark, han fortalte om de forskellige træer, planter og stenarter i naturen og hvad man kunne bruge dem til. Vi så nogle zebraer og gnuer, men kunne ikke komme tæt på dem, da vi nok har støjet for meget. Det var meget varmt på den sidste del af vandringen, 35 grader så vi var godt svedige efter at have travet ude i bushen i 3 timer. Claes havde haft en rigtig god tur hvor Jonathan havde lært ham en hel masse om dyr og træer. Vi var tilbage i Balule kl 10.00 til morgenmad, og bagefter var det i poolen da der ikke er flere aktiviteter i dag. Claes fik lært at svømme uden badevinger, og han lærte også hovedspring og at lave en salto. Kl 18.00 gik vi til Main House og fik en kold øl og kølig hvidvin og iskold cola inden middagen som var i Bomaen, og til forret fik vi en dejlig sød græskarsuppe, hovedretten var oksemørbrad og kudupølser og dessert var mandelkage, alt skyllet ned med en skøn hvidvin. Alice og Claes gik i seng kl 21.30 da Claes var meget træt efter en lang dag i poolen. Knud blev i Bomaen mens personalet underholdt med sang og dans, og han gik i seng kl 23.00. I dag nåede temperaturen op på 37 grader.
Fredag den 22/10 I dag er en hviledag da der er udskiftning af gæster der kun skal være en uge i Balule. Vi stod dog op kl 6.00 og nød det på terrassen indtil morgenmaden kl 8.00, og bagefter var det ned til poolen, inden vi skulle sige farvel kl 10.00 til de andre gæster som skal rejse hjem. Vi er de eneste der skal være Balule i 2 uger, og efter at have sagt farvel gik vi igen ned til poolen hvor vi var, indtil de nye gæster kom kl 13.15 og vi skulle have frokost. Så var det tid til endnu en pooltur inden Claes lige skulle sove en times tid fra kl 16.00. I dag har vi også skiftet til værelse 1, et stort master bedroom. Kl 20.00 var der middag i Bomaen og denne gang fik vi rødbedecarpacio til forret, oksefilet som hovedret og mandelkage med is til dessert. Efter middagen sad vi og snakkede med Jesper og Nelson fra campen til kl 22.30 da alle de andre gæster var gået tidligt i seng efter deres lange rejse. I dag nåede temperaturen op på 38 grader og sol fra en skyfri himmel.
Lørdag den 23/10 Vi stod op kl 5.45 og kørte på game drive i Balule reservatet kl 6.30. Vi så 2 elefanter meget tæt på bilen, ellers var det ikke mange andre dyr vi så, men mon ikke vi er ved være lidt forvænte med hensyn til at se dyr efter en uge her i Balule. Vi var tilbage kl 9.00 til morgenmad og derefter var det i poolen. På den anden side af floden gik der 8 elefanter som vi kunne holde øje med mens vi lå på solsengen ved poolområdet. Efter frokost kl 13.30 var Claes igen i vandet indtil game drive kl 16.00 hvor vi så de sædvanlige zebraer, impalaer, giraffer, gnuer, vandbukke, vortesvin og et par elefanter, inden vi fik en sundowner og turen gik tilbage til campen og en drink inden middagen som denne gang var lammekølle og melon til dessert. Vi gik i seng kl 22.00 efter en dag med 38 graders varme.
Søndag den 24/10 Vi stod op kl 4.00 og kørte kl 4.30 efter at vi havde fået en kop kaffe og et stykke toast. I dag går turen igen til Krugerparken, og vi var ved Orpen Gate kl 6.00 hvor vi skiftede til Balules åbne safaribiler. Vi havde ikke kørt mere end 1 time inden vi havde set alle The Big Five, Elefant, Bøffel, Næsehorn, Løve og Leopard. Leoparden lå i et træ meget tæt på vejen og der var en løveflok på 2 voksne og 4 unger få hundrede meter derfra. Vi kørte til Timbavati Picnic Spot, hvor Jesper; Kerstin og Nelson havde gjort klar til morgenmad med et glas champagne inden vi spiste scrambled eggs, bacon og pølser. Turen gik videre mod nord ad Timbavati Road og ved et vandhul så vi en stor flok elefanter som badede og smed sig ned i vandet, længere fremme var der næsehorn og flere flokke af giraffer. Vi kørte op til Olifants River hvor vi holdt en pause på broen og det var tilladt at komme ud af bilen. Der var flodheste og krokodiller i floden, så badning var frarådet. Turen gik nu 40 km sydpå igen til Satara Rest Camp hvor vi spiste frokost, men på turen så vi flere store elefantflokke, og vi måtte også holde for at elefanterne kunne komme over vejen lige foran bilen, og der var også flere giraffer og zebraer og selvfølgelig en masse impalaer. På turene ser vi selvfølgelig også en masse forskellige spændende fugle, men det vil nok fylde for meget hvis jeg også skal skrive hvad de hedder. Efter frokost gik vi over i Sataras shop og købte nogle t-shirts med dyremotiver. Kl 15.00 kørte vi mod Orpen, og igen var der store elefantflokke, og et løvepar lå 10-15 meter fra vejen og så meget dvaske ud, men det var også 40 grader varmt, så vi sad også i bilen og havde det lidt varmt. 16.30 var vi ved Orpen Gate efter en tur på 180 km rundt i Krugerparken. Vi skiftede over til Balules Range Rovere, og var tilbage kl 18.30, hvor vi fik et tiltrængt bad efter en meget varm, lang og tør dag, og bagefter var det et køligt glas hvidvin, og en kold øl, og kold cola der gjorde godt, inden middagen som var fiskesuppe og en fisketallerken med grillede kæmperejer og languster. Alice og Claes fik lammekoteletter. Vi gik i seng kl 21.00 efter en lang men god dag hvor vi fik set rigtig mange dyr. Om aftenen lynede og tordnede det meget voldsomt, og da vi var gået i seng gik al strømmen, og det begyndte at regne kraftigt.
Mandag den 25/10 Vi stod op kl 6.30 til et fantastisk solskinsvejr efter nattens regn og tordenvejr. I dag har vi ikke nogen aktiviteter, bortset fra afslapning ved poolen hele dagen, og i 38 graders varme, dog afbrudt af frokost sammen med Jesper, da alle de øvrige gæster er på flodsafari. Vi var ved poolen til kl 17.45 inden vi gik op og fik vores drinks inden middagen. Medens vi sad på terrassen kom der nogle flotte skyformationer og det begyndte at lyne og tordne, et meget flot syn på den afrikanske aftenhimmel. Forretten var laks med melon, Alice og Claes fik kuduskiver med melon. Hovedretten var kudu og vortesvinsgryde som var meget lækkert. Ved hovedretten begyndte det pludseligt at blæse op med nogle meget karftige vindstød, men stadigvæk meget varmt, 32 grader.Desserten var is. Det stormede mere og mere så støv og skidt fløj rundt i luften mens vi drak kaffen. Vi gik ned til værelset kl 21.30 og lå og lyttede til stormen der tiltog i styrke.
Tirsdag den 26/10 Vi stod op kl 6.15 til overskyet vejr med blæst og kun 21 grader. Efter morgenmad kørt vi kl 8.00 til Lulekani, et township ved Phalaborwa hvor Shangaan- folket bor. I Lulekani besøgte vi et hjem hvor voldsramte kvinder og deres børn boede og der var også forældreløse børn. Vi købte lidt legetøj som Claes delte ud til børnene. Efter besøget på hjemmet kørte vi med en lokal guide rundt i Lulekani. Der var forskellige kvarterer i byen, et for de rige sorte, et for middelkassen, et for de fattige, og et for flygtnige fra Mozambique. Vi besøgte et hus i det fattige kvarter, et såkaldt Mandelahouse med 3 små rum og et køkken i gården. I flygtninge bydelen købte vi lidt slik og kiks til de ca 15-20 børn der hurtigt stod rundt om bilen da vi stoppede. Alt var utroligt fattigt i området hvor flygtningene fra Mozambique boede i lerklinede hytter. Efter turen rundt i Lulekani som har ca 40.000 indbyggere kørte vi tilbage til lodgen hvor vi var startet, og en gruppe underholdt med sang og dans og trommespil. Vi var tilbage i Balule kl 13.00 til frokost, og bagefter gik vi til poolen, men da luften kun var 26 grader lå vi der kun kort tid inden vi gik tilbage til værelset og slappede af på terrassen med lidt spil og læsning. Kl 18.30 var det igen tid til lidt drinks inden middag som denne dag var kylling og til dessert pære med karamelsovs. Kl 21.30 gik vi i seng da vi igen i morgen skal tidligt op. I dag har vejret været først overskyet med blæst, senere lidt sol og 26 grader.
Onsdag den 27/10 Vi stod op kl 4.30 og efter en kop kaffe og lidt juice kørte vi kl 5.00 med Jesper til Kapama Game Reserve hvor vi skal på elefantsafari på Jabulani Camp. Vi var der kl 6.15 hvor vi blev introduceret til elefanterne og en ranger fortalte om dem, inden det var tid til at komme op at ride på dem . Knud red på en elefant ved navn Munyati sammen med en ranger, og Alice og Claes red på en elefant der hed Sebakwe, som er brugt som model på Amarula flasken, en cream likør som er lavet af marula træets frugter, og smager næsten som Baileys. Vi red ude i bushen i lidt over en time, og vi så impalaer, gnuer, vortesvin, giraffer og 2 næsehorn. Med på turen gik der også 3 elefantunger hvor den yngste kun var 8 mdr gammmel. Efter turen købte vi en DVD optaget på turen rundt i bushen. På vej hjem skulle Jesper handle i Hoedspruit, inden vi var tilbage i lodgen kl 10.30 til morgenmad. Efter maden gik vi over til værelset hvor Alice og Knud sov en times tid, og Claes spillede på sin Nitendo. Kl 13.00 gik vi til poolen, inden vi spiste en sen frokost kl 14.30. Det var kun os 3 der spiste frokost, da de andre gæster er på tur til Drakensbjergene og Jesper og Kerstin er kørt til Phalaborwa. Efter frokost sov Claes og Knud til kl 16.30 inden vi gik til poolen hvor vi badede til kl 17.45. Som altid var der drinks og hyggesnak med de andre gæster inden middagen som i dag var oksesteg og mandelkage til dessert. Det var sengetid kl 21.00, da vi også skal tidligt op i morgen. Vejret har idag været først overskyet, og om eftermiddagen sol og 28 grader.
Torsdag den 28/10 Vi stod op kl 4.00 og efter en kop kaffe kørte vi med Jonahtan kl 4.45 til Thornybush Game Reserve hvor vi var kl 6.00 og vi skiftede over til deres åbne safaribiler. På Thornybush må de køre offroad, og det er derfor lettere at komme helt tæt på dyrene. På turen så vi et løvepar med 3 små unger, en flok på 9 næsehorn som kun var 4-5 m fra bilen, en flok elefanter hvor der var 2 unge hanner som var oppe at toppes, vi så mange bøfler og der var også giraffer, gnuer, zebraer, kuduer, waterbuck, impala og vortesvin. Kl 10.30 var vi tilbage i Balule til et dejligt morgenbord, og efter maden gik Claes og Alice til poolen mens Knud slappede af på værelset. Efter frokost kl 13.30 sov Claes og Knud, inden det var til til den sidste tur i poolen på Balule River Camp. Efter et bad og omklædning gik vi tidligt over på Main House terrassen og slappede af og nød det med noget kold god Sydafrikansk hvidvin inden de andre gæster kom til drinks inden middagen som i dag var agurkesuppe til forret, spareribs til hoved ret, og desserten var fødselsdagskage da en af gæsterne, Noomi, har fødselsdag. Efter middagen underholdt personalet med sang og dans inden vi gik i seng kl 23.00 efter en dag som bød på nogen sol og 28 grader.
Fredag den 29/10 I dag er det tid til hjemrejse efter 14 skønne og oplevelsrige dejlige dage i Balule. Vi stod op kl 6.00 og begyndte at pakke stille og roligt, mens Claes spillede Nitendo. Vi var færdige med at pakke kl 7.00 så vi kunne sidde en sidste gang på terrassen og nyde udsigten over Olifants River indtil kl 8.00 hvor der var morgenmad. Det var dog noget blæsende og kun 20 grader så vi matte have fleecetrøjen på. Kl 10.00 var der afsked med Jesper inden vi kørte til lufthavnen i Phalaborwa med Jonahtan. I lufthavnen sagde vi farvel til Kerstin, Edward og Jonahtan som har været helt utrolig dejlige at være sammen med . Kl 12.15 fløj vi med South African Airlink i en BA Jetstream 41 til Johannesburg med ankomst kl 13.30. I indenrigsankomsthallen tog vi afsked med de 10 andre gæster som vi har været sammen med på Balule i en uge. De andre skulle hjem over London,dog var der et norsk par som skulle videre til Cape Town. Da vi først skal flyve kl 19.25 havde vi god tid til at shoppe, og Claes købte en afrikansk tromme, en Djemba, og Alice købte nogle keramikskåle. Vi fik også et solidt måltid mad inden det var tid til at gå til gaten og borde South Africans Airways SA260, en Airbus A340-600 til Frankfurt.
Lørdag den 30/10 Claes var hurtigt faldet i søvn i flyet og vi andre havde da også fået sovet lidt inden vi landede i Frankfurt kl 6.10 og da vi skal flyve igen kl 7.50 og Frankfurt er en stor lufthavn og vi brugte en halv time på at komme fra ankomst til gaten til København, men vi var dog ved gaten i god tid inden boarding til Lufthansas LH3070, en Airbus A320-200 med ankomst til København kl 9.10. Efter at vi havde fået vores bagage var det ud til ankomsthallen hvor Nina og Erik ventede med længsel på Claes som de havde måtte undvære i 17 dage, og Nina måtte da også knibe en tåre da hun så sønnike.
Vi har endnu engang haft en fantastisk tur til Afrika, og det er helt sikkert ikke sidste gang vi skal derned, dog ved vi ikke på nuværende tidspunkt hvornår og hvortil rejsen næste gang skal gå til, men Namibia og Botswana er højt på listen af mulige emner.
Til sidst er her en liste med links. Billeder fra turen:http://picasaweb.google.com/Panzerknud Rejseselskab og camp: http://www.balule.dk Ballontur:http://www.suncatchers.co.za Elefantsafari:http://www.campjabulani.com Turistkontor:http://www.southafrica.net Krugerpark:http://www.sanparks.org.za/parks/kruger Limpopoprovins:http://www.golimpopo.com Byen Graskop:http://www.graskop.co.za Kerstins firma som laver fotosafariture:http://www.guts.co.za
|
|
 |
|
|
|